50 tips om god kundeservice til dine kunder … og alle dine relationer

[SLIDESHARE] Vi elsker alle sammen god kundeservice, når vi handler. Vi elsker også god service, når vi rejser. Og vi elsker det, når vi er på restaurant, i biografen, i teatret, ved lægen, med bussen, på biblioteket, ved bageren, ved mekanikeren, i svømmehallen og tusindvis af andre steder.

God service er måske en af de allervigtigste grunde til, at vi bliver ved med at vende tilbage til en ganske særlig forretning, et ganske særligt produkt … eller en ganske særlig person.

Og på en hvilken som helst arbejdsplads bliver god service fra en kollega i teamet ALTID husket. Det er ganske enkelt med til at skabe gode relationer. Og gode relationer giver bedre opgaveløsning.

 

50 inspirerende citater

Her får du en præsentation med 50 inspirerende citater om god kundeservice fra en samling af ledere, der alle har en vis tyngde og erfaring med sig i bagagen … og den slags mennesker er altid interessante at lytte til.

Læs alle 50 citater som det, de er; nemlig citater om god kundeservice.

Og leg så lidt med dem bagefter ved at skifte ordet “kunder” ud med noget nyt.

 

 

OK, nu har du set citaterne … og hvad nu hvis det var noget helt andet end “kunder”, det handlede om?

Hvad nu hvis god “kundeservice” havde samme positive effekt på ALLE dine relationer?

Hvad ville der ske, hvis du så på ALLE dine relationer, som om hver eneste én af dem var en af dine kunder … oven i købet kunder, som du rigtig gerne ville beholde? Ville det kunne tilføre dine relationer noget mere … og noget værdifuldt?

Du kan jo teste det her på et par områder:

 

Lederskab

Hvad nu hvis citaterne handlede om god ledelse?

Skift “kunderne” ud med “medarbejderne” i alle citaterne … og se hvad der sker. Måske kunne du teste et par af citaterne af allerede i morgen, hvis du har en ledelsesfunktion; som leder har man jo sit eget lille eksperimentarium til rådighed hver dag.

Og virker det, så kan man jo altid fortsætte i overmorgen.

 

Teamsamarbejde

Hvad nu hvis citaterne handlede om godt teamsamarbejde?

Så kunne du jo skifte “kunderne” ud med “kollegerne” i alle citaterne … og se hvad der sker. Kunne du i en periode primært LYTTE til dine kolleger i dit team i et forsøg på VIRKELIG at forstå dem … inden du selv gik på banen med dine egne synspunkter?

Hvad kunne du rent faktisk hjælpe en kollega med?

 

Forældreskab

Hvad nu hvis citaterne handlede om godt forældreskab?

Skift “kunderne” ud med “børnene” i alle citaterne … og se hvad der sker. Helt små børn får (forhåbentligt) altid udsøgt service … de er jo 100% afhængige af deres voksne.

Men hvad med de lidt større børn og teenagerne? Husker vi også dem?

 

Klasseledelse

Hvad nu hvis citaterne handlede om god pædagogik, undervisning og klasseledelse?

Skift “kunderne” ud med “eleverne” i alle citaterne … og se hvad der sker. Kunne lærere og pædagoger møde børnenes (i nogle tilfælde udækkede) behov lidt mere på forkant ved at omringe dem med god service og 100% nærvær?

 

Skole-/hjem samarbejde

Hvad nu hvis citaterne handlede om et godt skole-/hjem samarbejde? Skift “kunderne” ud med “forældrene” i alle citaterne … og se hvad der sker.

På hvor mange forskellige måder ville skoler kunne give en god – og konstant – service og hjælp til forældrene, så deres børn fik det bedst mulige ud af deres skolegang?

 

Naboskab

Hvad nu hvis citaterne handlede om godt naboskab? Skift “kunderne” ud med “naboerne” i alle citaterne … og se hvad der sker.

Hjælper du dine naboer med at slå græs, bære varer op på 3. sal, feje fliser, vaske bil eller med at lytte til det, de har på hjerte?

Du kan helt sikkert selv finde nogle flere områder, det også kunne være interessant at få kigget lidt på.

God fornøjelse med det.

Foto: Søren Lohmann

 

Søren Lohmann

Søren Lohmann har med sine 18 års ledererfaring og mange års erfaring som lærer/underviser, projektleder, facilitator, workshopholder, konsulent og coach hjulpet en lang række mennesker til at nå mål, de VIRKELIG ønskede sig indenfor både læring, teamudvikling og LEDELSE.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *