Den nye “Palle alene i verden” i Covidhagen … aka København

Coronatimes

[VIDEO]

Palle-alene-i-verden … det her skønne begreb, som egentlig udspringer fra børnebogen af samme navn, er noget af det, der dukker op i mit hoved, når jeg tænker tilbage på det sidste års tid med corona her i Danmark.

Der dukker i det hele taget mange forskellige oplevelser, situationer og tanker op.

Særligt fra de allerførste dage.

Mine tanker kredsede det meste af tiden om, hvordan det her ville påvirke mine egne børn’s liv … hvordan deres fremtid ville komme til at se ud … og hvordan jeg ville kunne hjælpe dem og støtte dem bedst muligt som forælder.

Det har været et meget anderledes år for os alle sammen … og det anderledes fortsætter tilsyneladende et pænt stykke tid endnu.

Pressemødet

Det hele startede jo sådan for alvor med et efterhånden legendarisk pressemøde, den 11. marts 2020.

Der var mange ting, der blev formidlet på det pressemøde.

Både med ord … men også med alt det andet, vi kommunikerer med.

For selvom ord er en meget vigtig del af vores kommunikation, så udgør vores kropssprog og vores tonefald og vores ansigtsudtryk en anden meget stor del af det hele.

Det har nemlig helt afgørende betydning, hvordan vi siger dét, vi siger … altså hvordan vi fremfører det.

Den lille rømmen

Én af de ting, jeg lagde mærke til i starten af pressemødet, var statsministeren’s lille rømmen … i forbindelse med en umærkelig, lille pause … inden hun færdiggjorde sin anden sætning.

Jeg har set det lille klip masser af gange.

Ordene var skrevet i forvejen.

Men det var i dén lille rømmen – og i dén lille pause – at hele situationens alvor lå indkapslet.

Det var indledningen.

Sekundet efter lukkede Danmark ned.

Jeg havde selvfølgelig hørt om virussen.

Men at den nu var hér, i Danmark, i et omfang, så vi måtte lukke store dele af samfundet ned – oven i købet med meget kort varsel – var på én gang både overraskende og ildevarslende, syntes jeg den aften.

Kilde: Henkogt Hverdag

Alene i en mennesketom hovedstad

Og dagen efter, den 12. marts 2020, var der tomme gader og stilhed.

Fuldstændigt som i “Palle alene i verden”.

Det er den her helt specielle stilhed og det her tomrum, der i særlig grad har gjort indtryk på mig i løbet af det sidste års tid.

Og som altid, når der bliver stille og opstår tomrum, er der nogen, der får en kreativ tanke.

Sådan en kreativ tanke fik Christian Heldbo Wienberg og Nikolaj Trane Karstenberg lige præcis den dag.

For hvornår havde gader og pladser i København nogensinde været SÅ mennesketomme?

Så det, de gjorde, var at komme ud med en drone og nogle kameraer og få dokumenteret det her helt unikke syn … hurtigst muligt.

En fortælling bliver til

Og sådan fortsatte de over de næste par ugers nedlukning, hvor de filmede og ‘legede’ i en mennesketom hovedstad.

Det er blevet til en fantastisk fortælling om den nye “Palle alene i verden”.

Som Christian Heldbo Wienberg og Nikolaj Trane Karstenberg selv fortæller i kommentaren til videoen på YouTube, havde de aldrig oplevet København på den måde … og det var på en måde heller ikke noget, de håbede på, at de nogensinde ville komme til at opleve igen.

Rent digital-teknisk var de nødt til at fjerne lidt folk og lidt biler fra enkelte af optagelserne for at kunne lave en film med en fuldstændig tom by.

Den nye “Palle alene i verden”

De to har skabt en video på 4:10 minutter, som på forunderlig vis er dejlig positiv og smittende optimistisk i sin skønne begejstring over at have København for sig selv … og så bare nyde lige præcis dét.

Fuldstændig den samme skønne begejstring som Palle havde i ‘1. halvleg’ af Jens Sigsgaard’s og Arne Ungermann’s klassiker “Palle alene i verden”.

Alt er tilladt … og det bliver afprøvet i en form for endeløs fejring af de ubegrænsede muligheder.

Nyd videoen og musikken … “Sunshine Reggae” med Laid Back.

– – – – –

– – – – –

Men hvad så med ‘2. halvleg’ af “Palle alene i verden”?

Dér hvor alvoren går op for Palle … at han faktisk ER helt alene i verden. Der er ikke andre end ham selv.

Og selvom han må alt det, han ikke plejer at få lov til, så siver glæden ved det hele bare lige så stille ud af ham.

For der mangler noget.

Det vigtigste.

Der mangler jo alle de andre. Fællesskabet. De kærlige relationer. Samværet. Ping-pong’en. Nærværet. Kyssene. Krammene. Kærtegnene. Omsorgen. Kontakten.

I virkeligheden er den jo en gyser af rang, den bog.

Og det ender jo også med en kæmpe eksistentiel krise, hvor det går op for Palle, at han er havnet i noget nær det værste mareridt, vi kan opleve som mennesker.

At vi er helt alene.

Den følelse kan man også sagtens have som voksen på en arbejdsplads. Det har jeg skrevet lidt om her … hvor jeg også fortæller, hvad man kan gøre ved det; både som leder og som medarbejder.

Børn og unge … er de den nye “Palle alene i verden”?

Isolationen fra andre mennesker.

Den oplevelse er der desværre mange børn og unge, der har haft i løbet af det sidste års tid … altså dét her med at opleve sig selv som isoleret fra andre mennesker og afskåret fra at være en del af det kendte, daglige fællesskab.

Overladt til et digitalt pseudofællesskab, som kan tage pippet fra enhver.

For Palle var det heldigvis bare en drøm, dén han havde i bogen … og ikke noget, han oplevede i virkeligheden.

Men vi skal bare huske, at vores hjerne er fuldstændig ligeglad med, om det er drøm eller om det er virkelighed … den er ude af stand til at registrere, om det er det ene eller det andet.

Og derfor er vores følelsesmæssige reaktioner i en drøm fuldstændig de samme, som vores reaktioner i virkeligheden.

Også for Palle.

Læs bare slutningen på “Palle alene i verden” … lige dér, hvor mareridtet topper i drømmen:

– – – – –

Palle gav et mægtigt Vræl – og saa vaagnede han. Han laa i sin lille Seng.
DET VAR BARE NOGET, HAN HAVDE DRØMT!
Saa kom Mor ind.
“Men Palle dog, hvad er der i Vejen, hvorfor græder du?”
“Aa, Mor, jeg drømte, jeg var alene i hele Verden, og jeg kunde gøre alt, hvad jeg vilde. Men saa blev jeg ked af at være helt alene. – Det er godt, at det var bare noget, jeg drømte.”

– – – – –

Lige nu er vi midt i en pandemi, som vi kunne ønske os, også blot var en drøm, som vi vågnede op fra ligesom Palle.

Men sådan er det ikke. Det ER virkeligheden. Vi må forholde os til den og handle og holde ud og holde sammen … og skabe håb.

Særligt skabe håb for børnene og de unge.

Det er en opgave for de voksne … det er vores ansvar.

Og de holder øje med os, børnene og de unge.

Så hvad er det for en slags voksne, vi gerne vil vise dem, at vi er … når nu vi er rollemodeller 24/7?

Hvad er DU for en slags voksen?

Videoen giver håb

Og det håb bliver i min fortolkning formidlet i videoen med valget af den stornydende tilgang til alt det, der pludselig er muligt …. netop fordi man er helt Palle-alene-i-verden.

Den underliggende og skønne musik (jeg elsker dét nummer) supplerer med at give den her opløftede stemning af, at det nok skal gå det hele.

Vi har stadig hinanden.

Musikken bliver på den måde en afgørende faktor for, hvordan vi oplever det, vi ser i filmen.

Videoen var færdigredigeret i maj 2020 og udkom samme måned … tæt på sommeren … og hvad er mere sommeragtigt, lyst og håbefuldt end lige præcis “Sunshine Reggae” med Laid Back?

For mig er den sang i hvert fald ladet med masser af liv og glade dage, god mad og drinks, dans og glade mennesker, latter og lykke, gode bøger og dybe snakke … og selvfølgelig masser af sol, strand, sand og saltvand.

Så det er i den stemning og med dét håb, at jeg har set den her video en masse gange.

Jeg bliver i godt humør hver gang.

Og så nyder jeg selvfølgelig også, at den er optaget i en by, jeg elsker.

KØBENHAVN.

. . . . .

(Foto i toppen: ‘Klippet’ fra videoen)