Min “sure” kollega vægter altid høj faglighed før elevernes trivsel

HVAD GØR MAN, når ens “sure” kollega altid vægter høj faglighed før elevernes trivsel?

Og oven i købet også irettesætter én … foran eleverne … når man fokuserer på at skabe trivsel og gode relationer til eleverne?

Det får du mit svar på her, men læs lige først Berit’s spørgsmål i sin fulde længde.

Spørgsmål:

“Kære Søren Lohmann.

Mit spørgsmål drejer sig om det modsatte af den vanskelige kollega, du på et tidspunkt beskrev.

Mit spørgsmål drejer sig om en “sur” kollega, der – i min optik – sætter den faglige barre alt for højt, og som vægter det faglige før trivslen og glimtet i øjet.

Jeg er selv meget optaget af mine elevers trivsel, og husker også at have hørt om en undersøgelse, der peger på, at de bedste tegn på læring sker, når eleverne har en god relation til deres lærer. 

Den nævnte lærerkollega irettesætter mig (!) foran eleverne, omgør mine beslutninger foran eleverne, og har i det hele taget rundsave på albuerne, oplever jeg.

Eleverne kommer til mig og vil hellere have hjælp af mig end af hende.

Det forstår jeg (sgu) godt, for hun har nej-hatten på og “pløjer” hen over dem for at nå det faglige.

What to do?

De bedste hilsner Berit”

Svar:

Kære Berit,

Ja … ‘What to do?’, som du skriver.

Et supergodt spørgsmål og mange tak skal du have for dét :-)

Det er helt sikkert en rigtig anstrengende situation, du er i med din “sure” kollega … og jeg kan faktisk godt forstå, at eleverne søger DIG før din kollega.

Du har fat i det helt rigtige, nemlig at det er altafgørende for effektfuld læring, at der er gode relationer mellem en lærer og en elev.

Hvem gider lære noget af nogen, der ikke interesserer sig for én?

Elevernes trivsel er en GENVEJ til høj faglighed

Det er en klassiker, at nogle lærere prioriterer høj faglighed før elevernes trivsel i en sådan grad, at de fuldstændigt misser pointen og værdien i at skabe gode relationer.

Hvis de bare vidste, hvor nemt de kunne ‘booste’ deres elevers læring ved at gå en lille omvej … nemlig vejen forbi et bevidst fokus på at skabe, vedligeholde og ‘nurse’ deres gode relationer til eleverne.

Og egentlig er det jo slet ikke en omvej … det er en GENVEJ :-)

Hvad så med det kollegiale?

Ja, så er der det rent kollegiale.

Som du beskriver det, har du en kollega, der opfører sig og handler særdeles respektløst over for dig.

Oven i købet FORAN eleverne, hvilket bringer dig i en meget vanskelig situation. 

Det er simpelthen så fin en beskrivelse, du har af det hele … og jeg er sikker på, at der vil være en hel del andre, som kan spejle sig i den.

Og hvad pokker gør man?

Ja, hvad gør man?

På den ene side har du sikkert lyst til at reagere på det lige i situationen … og på den anden side har du nok en fornemmelse af, at situationen måske kunne udvikle sig meget mere ‘dramatisk’, hvis du – fuldt berettiget – tog til genmæle og ‘højt’ sagde fra med det samme.

Så det gør du ikke.

Det, tror jeg så heller ikke, ville være en god idé, selvom jeg helt sikkert godt kunne få lyst til at gøre det selv.

Selvfølgelig skal der tages til genmæle og der skal også siges ‘højt’ og tydeligt fra … bare ikke i selve situationen.

Men ved førstkommende gode lejlighed, hvor der ikke er elever om ørerne.

Never do it foran eleverne :-)

Mit svar kommer i to afdelinger

Jeg vil svare dig på den måde, at jeg først fokuserer på ‘what-to-do’, når man har en “sur” kollega med en respektløs adfærd … en adfærd som sådan en kollega end ikke dæmper, når der er elever til stede.

Og så runder jeg af med at skrive en masse om, hvorfor man ALTID roligt kan gå fra at sætte høj faglighed før elevernes trivsel til at give den fuld gas med først at fokusere på at skabe rigtig god trivsel, inden man skrider til det ‘faglige’.

Især hvis man ønsker at opnå fantastiske faglige resultater på et niveau, der rækker langt ind i fremtiden…

Lad os tage hul på det … og der kommer mange ord.

Så er du advaret.

Jeg har bare SÅ meget på hjerte om de to ting her.

Men jeg skal nok dosere det i små bidder.

Det kollegiale

Lad mig starte med at sige, at det er helt og aldeles uacceptabelt at blive irettesat og få sine beslutninger omgjort af en kollega foran eleverne.

Det er SÅ respektløst og SÅ ødelæggende for det kollegiale samarbejde.

Det er den rene gift at blive ‘udstillet’ offentligt på den måde af en kollega … uanset hvor positive intentioner, der end (måske) måtte ligge bag fra kollegaens side.

Og her taler vi selvfølgelig ikke om situationer med eleverne, hvor der opstår livsfarlige situationer på grund af katastrofale kollegiale beslutninger, som kræver øjeblikkelig indgriben, inden noget går HELT galt.

Dér har jeg selv været

Jeg HAR hørt mig selv i en svømmehal råbe virkelig højt til en kollega fra den lave ende af bassinet op til det ‘dybe’ – hen over over hovederne på en stor gruppe elever – da han var i gang med at lade alle ikke-svømmerne prøve at hoppe ud på det dybe … ‘det var jo bare helt tæt på kanten’ som han forklarede bagefter.

OMG.

Som gammel livredder kan jeg ikke med den slags :-)

Og måske sidder der også en fysik- og kemilærer og læser med lige nu … og jeg kan da blive helt svedt ved tanken om, hvad der kan gå galt i sådan et faglokale.

Jeg forventer selvfølgelig, at der er nogle ansvarlige, der øjeblikkeligt griber ind, hvis der er nogen, der handler med hovedet under armen i forhold til elevernes sikkerhed.

Hvad gør man egentlig med en respektløs kollega?

Men hvis vi lige ser bort fra de her helt ekstreme tilfælde, hvad gør man så med sådan en respektløs kollega?

I nogle tilfælde er en sådan kollega faktisk slet ikke klar over, hvordan deres måde at handle på bliver oplevet … de tænker ikke nærmere over det; det er bare sådan de gør. Og de kan meget nemt gøre tingene på en anden måde, hvis de får lidt venlig hjælp til det.

I andre tilfælde er sådan en kollega udmærket klar over, hvad det er, vedkommende gør … og retfærdiggør det hver gang over for dem selv med, at ‘jeg var jo nødt til at gøre noget, ellers var det jo gået helt galt med undervisningen’.

Uanset om det er den ene eller den anden slags kollega, vi taler om, så skal du have talt med din kollega om dine oplevelser og hvordan de påvirker dig.

Fra ‘DU-udsagn’ til ‘JEG-udsagn’ … nøglen til god kommunikation

En rigtig god måde at gøre det på, er konsekvent at gå fra ‘DU-udsagn’ til ‘JEG-udsagn’ … forstået på den måde, at i stedet for at fortælle din kollega om alt det, vedkommende generelt gør galt, så fortæller du – helt specifikt – hvordan du oplevede de enkelte situationer, og hvad det gjorde ved dig.

Her får du tre eksempler på, hvordan du relativt nemt kan ‘omskrive’ dine udsagn. 

Jeg har taget udgangspunkt i de situationer, du har beskrevet i dit spørgsmål til Q&A-kassen … og så har jeg omskrevet dem en lille smule.

Nu ved jeg jo ikke helt præcis, hvad det rent faktisk er for situationer, du har været i, så tilgiv mig min ‘digteriske’ frihed i JEG-udsagnene.

De er dog ikke helt grebet ud af den blå luft, men er inspireret af mine egne oplevelser og erfaringer fra skoleverdenen.

Vær opmærksom på forskellen

Læg mærke til den store forskel, der er på et DU-udsagn og et JEG-udsagn, når du læser dem.

Læg især mærke til, hvordan JEG-udsagnene er meget specifikke og neutrale og blot beskriver, hvad du oplevede. Der er ingen vurdering af din kollega bygget ind i sådan et JEG-udsagn … og derfor er det så stærkt.

Tre eksempler på at gå fra DU-udsagn til JEG-udsagn

Brug de her tre eksempler til at lade dig inspirere til din egne JEG-udsagn … jo mere du øver dig på at gå fra DU-udsagn til JEG-udsagn, jo bedre bliver du. Og til sidst er det simpelthen bare bygget ind i din måde at kommunikere på som en helt naturlig og integreret del af dit ‘repertoire’.

 

Eksempel nr. 1

DU-udsagn:

“Du skal BARE ikke irettesætte mig foran eleverne … du ydmyger mig jo helt vildt, hver gang du gør det!”

JEG-udsagn:

“Kan du huske i onsdags, da vi skulle fortælle eleverne om, hvad en projekt-opgave egentlig er for en størrelse? Vi havde aftalt, at jeg skulle indlede … og jeg havde forberedt en lille præsentation, som jeg viste på vores SmartBoard i klassen. På et tidspunkt fortalte jeg om de sådan mere ‘formelle’ ting omkring dét at skrive en projekt-opgave … og så sagde du højt ud i klassen: ‘Nej, det er altså ikke rigtigt, Berit.’ Og så rejste du dig op og fortsatte: ‘Den måde, det skal foregå på, er sådan her …’. Og så fortalte du eleverne om din måde. Det blev jeg rigtig ked af … og meget vred over. Kan du huske situationen?”

 

Eksempel nr. 2

DU-udsagn:

“Du laver ALTID mine beslutninger om foran eleverne! Du ødelægger fuldstændigt min autoritet i klassen, når du på den måde gør MINE beslutninger ‘forkerte’ og dine egne mere ‘rigtige’.”

JEG-udsagn:

“Ved du hvad? Jeg blev simpelthen så ked af det … og vred på dig … to gange i sidste uge, da vi underviste sammen i 4. klasse. Den ene gang var om mandagen i første time, hvor jeg lige havde indledt timen og forklaret eleverne, at de – inden de gik i gang med at skrive selvstændigt – skulle præsentere deres idéer og tanker for deres sidekammerat. Du rejste dig op og sagde: ‘Nej … det behøver I altså ikke at bruge tid på, det er helt tosset. Bare gå i gang med at skrive med det samme. Det er meget bedre.’ Og den anden gang var faktisk her i dag, hvor Amanda og Freja kom ind efter frikvarteret og var kede af det, og jeg spurgte dem om, hvad der var sket. Og de var i fuld gang med at forklare det i klassen … og så brød du ind og sagde: ‘Prøv lige og hør her. Det ordner vi EFTER timen. Det er jo ikke en børnehaveklasse det her. Find jeres materialer frem og kom i gang med arbejdet.’ Dét, jeg bliver ked af … og vred over … i begge tilfælde, er, at mine beslutninger og prioriteringer bliver lavet om foran eleverne.”

 

Eksempel nr. 3

DU-udsagn:

“Du TROMLER bare henover mig med rundsave på armene, når vi underviser sammen!”

JEG-udsagn:

“I fredags da vi skulle runde ugen af, havde vi aftalt, at jeg skulle finde en sang, der passede til tema’et i vores fælles bog, som eleverne er i gang med at læse. Jeg havde lige fået teksten frem på SmartBoard’et … og var i gang med at fortælle om teksten, da du rejste dig op og sagde: ’Nej … jeg har altså én, der er meget bedre. Vent lige lidt, så finder jeg den.’ Og så gik du ind foran mig og fandt en anden sang frem på computeren. ‘Den her er helt perfekt til den bog, vi er i gang med,’ sagde du og tog guitaren og sang for. Og jeg bliver bare så ked af det … og virkelig vred … når den slags sker. Kan du godt huske det?”

 

Forhåbentlig kan du og din kollega under sådan en samtale få vendt tingene med hinanden på en god måde, når du bruger disse ‘JEG-udsagn’.

Hvem kan hjælpe, hvis samtalen IKKE ændrer på noget?

Hvis det ikke lykkes at få taget hul på situationen på en god måde med din kollega, så går du selvfølgelig videre ad de mere ‘officielle’ kanaler.

For der SKAL gøres noget ved det.

En god ‘officiel’ kanal at starte med er at orientere skolens arbejdsmiljørepræsentant (AMR) eller tillidsrepræsentant (TR) om dine oplevelser med din kollega (jeg forestiller mig ikke, at vedkommende kollega varetager hverken den ene eller den anden af de to funktioner på skolen).

AMR’s og TR’s opgave er nemlig – i samarbejde med ledelsen – sådan helt overordnet at styrke trivslen og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen … og øge den gensidige tillid på arbejdspladsen.

Ofte kan sådan en kollegial samtale med AMR eller TR sætte noget godt i gang for din kollega og dig, fordi både AMR og TR med afsæt i dine konkrete oplevelser kan bringe et mere overordnet perspektiv ind i sagen … og på den måde tydeliggøre overfor din kollega, at den slags adfærd ikke er fremmende for en sund og god arbejdsplads.

Få lederen på banen

Hvis dette heller ikke hjælper … så er der altid den direkte kanal til ledelsen. Og her vil AMR eller TR selvfølgelig altid være behjælpelig. Det er en del af deres funktion.

Enhver god leder tager fat i sådan noget her med det samme. Så dér burde du være i gode hænder.

Og måske er det en problematik, I skal have taget op SAMMEN på arbejdspladsen.

MED-udvalget (samarbejdsudvalget)

På alle offentlige arbejdspladser er der faktisk nedsat et helt særligt udvalg, bestående af repræsentanter for både ledelsen og medarbejderne, som er gear’et til lige præcis den slags.

Udvalget har til opgave at samarbejde om de overordnede mål og opgaver, skabe gode rammer for dette samarbejde og sørge for, at samarbejdet i det hele taget skaber værdi for både mål, opgaver og det lokale arbejdsmiljø.

I kommuner og regioner hedder det et MED-udvalg; hvor ‘MED’ står for medindflydelse og medbestemmelse. I staten kaldes det for et SU-udvalg … altså et samarbejdsudvalg.

Der findes selvfølgelig også noget tilsvarende på langt størstedelen af private arbejdspladser her i landet.

Så du har faktisk hele samfundet med dig, Berit :-)

Vi finder os nemlig ikke i tyranner og den slags.

Husk også at sætte ‘spot’ på dig selv

God fornøjelse med at få taget hul på det … og forhåbentlig også få det løst.

Og så er det i øvrigt altid en rigtig god idé at dreje spotten over på os selv.

For det KUNNE jo være, at der måske også var en ting eller to, vi selv kunne gøre anderledes.

Måske ‘trigger’ en kollega et eller andet gammelt mønster (jeg var lige ved at skrive ‘monster’), som omgående bliver udløst, når noget bestemt sker.

Som hvis vi ikke bliver lyttet til.

Men lytter vi egentlig selv … til andre?

Derfor skal vi IKKE sætte høj faglighed før elevernes trivsel

Her til slut vil jeg runde af med en masse tanker omkring, hvorfor det er sådan, at man ALTID roligt kan give den fuld gas med først at fokusere på at skabe rigtig god trivsel, inden man skrider til det ‘faglige’.

Skulle det virkelig kunne resultere i fantastiske faglige resultater på et niveau, der rækker langt ind i fremtiden?

Ja … det kan det faktisk.

Og for at forstå det skal vi en lille omvej omkring os selv og vores hjerne.

Vi har et område i hjernen, der hedder amygdala.

Det består af to små områder på størrelse med et par mandler … ét område i venstre side af hjernen og ét i højre side. 

Amygdala sørger for – sådan lidt populært forklaret – at holde os i sikkerhed og sikre vores overlevelse. Amygdala er aktiv og i funktion allerede fra fødslen og passer godt på os.

Amygdala sætter ALDRIG høj faglighed før (elevernes) trivsel

Man kan sige det på den måde, at amygdala er vores egen lille, helt private alarmcentral, som omgående reagerer, hvis der er noget, der truer os.

Amygdala skelner ikke mellem en fysisk fare eller en ‘mental’ fare … begge dele reagerer den på.

Og reaktionen kommer en brøkdel af et sekund før, vi overhovedet kan nå at tænke os om … og det er lige præcis dét, der er det smarte ved amygdala.

Amygdala fungerer også som en slags følelsesmæssigt hukommelseslager for alle de gange, hvor vi har været i fare. På den måde sørger den for, at vi husker situationerne og hurtigt kan aktivere vores selvforsvar.

Selv de små ting tæller

I praksis betyder det så også, at amygdala reagerer, hvis vi oplever selv ganske små ting, der bare MINDER os om noget af det, der engang skræmte os eller gjorde os utrygge.

Det er derfor, vi nogle gange kan blive overraskede over børns (og voksnes) følelsesmæssige reaktioner i situationer, som måske for os på ingen måde indikerer hverken fare eller noget, der er utrygt.

Og det er derfor, at vi skal vide noget om amygdala og hjernen.

Denne viden gør det nemlig meget nemmere for os – med god samvittighed – at kunne fokusere på trivslen før alt det faglige.

Hvis amygdala er i alarmberedskab og fuldt aktiveret bliver der nemlig lukket ned for alle læringskanalerne i hjernen.

Og nogle gange skal der såmænd ikke meget mere til end et barskt tonefald eller en lille uretfærdighed.

Når vi til gengæld lykkes med at spænde et mentalt sikkerhedsnet ud under vores elever og de kan mærke, at vi rent faktisk drager omsorg for dem, så tør de også i langt højere grad ‘vove’ sig ud på alle de spændende faglige stier, vi gerne vil præsentere dem for.

Det er KULTURELT betinget at sætte høj faglighed før elevernes trivsel

Én af forklaringerne på, hvorfor vi fokuserer så meget på det faglige, ligger i vores kulturelle forståelse af, hvad en skole er for noget.

Vi har alle sammen gået i skole … og vi har alle sammen hver vores unikke ‘sæt’ af oplevelser og erfaringer med os. De blander sig med alle andres oplevelser og erfaringer i én stor pærevælling af en national, kulturel fortælling om SKOLEN med-stort.

Inde i den her pærevælling er der dog et par ‘arketyper’ af fortællinger, der altid skinner igennem – nærmest pr. automatik.

Den velmenende fortælling vi alle sammen har fået

Når børn starter i skolen, hører de ganske ofte – MANGE gange – fra velmenende forældre, familiemedlemmer samt voksne venner og bekendte af familien denne sætning:

“Nu skal du jo snart RIGTIG i gang med at lære noget, når du begynder i skolen … og så gælder det om at høre GODT efter, hvad læreren siger.”

Der er indbygget en virkelig interessant ‘fortælling’ i dette ene udsagn, som på den her måde let og elegant – og helt ureflekteret – går i arv til de nye generationer; nemlig at de ikke har lært noget ‘rigtigt’ indtil nu.

Og at det først er noget, der sker i skolen.

Intet kunne være mere forkert.

‘Høj faglighed’ starter lang tid før skolen begynder

Lad os sige at sådan et barn, der starter i skolen, er ca. 6 år.

Hvad kan et barn på 6 år?

Altså sådan et helt almindeligt, gennemsnitligt standard-barn i Danmark … uden alle de mange forskellige varianter, vi jo godt ved, at børn findes i.

De kan jo MEGA mange ting.

Her er en liste over lidt af det, de kan:

• De kan tale mindst ét sprog flydende (deres modersmål + måske et par stykker mere).
• De kan synge.
• De kan kravle.
• De kan gå.
• De kan hoppe.
• De kan løbe.
• De kan tælle.
• De kan tage tøj på.
• De kan cykle.
• De kan danse.
• De kan tegne.
• De kan skrive.
• Nogle kan oven i købet læse.
• Osv. osv. osv. …

Men HOV.

Hvordan i alverden har de kunnet lære alt det … uden at gå i skole?

Og uden at have fået formel undervisning i det?

Her er vi inde ved kernen af, hvad læring handler om.

Vi lærer jo noget på mindst 100 forskellige måder … hele tiden … vores hjerne er non-stop i gang.

Prøv selv en gang at tænke over hvordan du har lært alt det, du kan i dag.

Dengang jeg opdagede, at høj faglighed ikke kommer før elevernes trivsel

Lad mig fortælle dig en lille historie.

Jeg har jo været rundt omkring på en masse skoler i alle egne af Danmark … og jeg har kigget ind i et hav af klasseværelser.

Og nogle af de MEST inspirerende og indbydende lokaler har med nogle få undtagelser altid været børnehaveklasserne.

De er overalt et sandt eldorado af inspiration, værksteder, hyggekroge, bøger, spil, udsmykning, kunst, musik og nærvær … indrettet lige præcis til denne aldersgruppe med små borde og stole.

Lokalerne indbyder til at suge til sig … og er, hvad jeg ville kalde selvforklarende og stemningsskabende rum. Vi er ikke i tvivl om, hvad der skal foregå her.

Lidt ligesom kirker … de er også selvforklarende og stemningsskabende.

Mit første job som lærer

Som helt nyuddannet lærer blev jeg ansat på en to-sporet folkeskole, hvor børnehaveklasserne, 1. klasserne og 2. klasserne lå på samme gang.

I den ene ende osede det af hygge og aktiviteter i vidunderligt inspirerende lokaler og med eget storkøkken indrettet i børnehøjde … lige uden for klasserne.

Så det var nemt, når der skulle laves mad eller bages kager og boller … og blandes saft.

I den anden ende lå ‘skole-klasserne’ … r*vsyge lokaler, hvor der hverken var inspiration, værksteder, hyggekroge, bøger, spil, udsmykning, kunst, musik eller noget som helst.

Ikke en gang noget på væggene.

Til gengæld var der to-mands borde i tre snorlige rækker.

Et sikkert tegn på at høj faglighed er sat før elevernes trivsel

To-mands bordene i de tre snorlige rækker var alle sammen orienteret i den samme retning.

Nemlig mod læreren, der – som en del af løjerne – var den centrale person i rummet.

I 1. klasse startede alvoren nemlig … nu skulle eleverne til at lære noget.

Og det var læreren, der skulle lære dem det.

OMG.

Det var et chok for eleverne at skulle lave sådan et skift.

Nogle af dem indordnede sig lydigt i de kummerlige forhold med det samme, andre skulle bruge lidt længere tid … og andre igen havde ‘sund’ modstand i kroppen i adskillige måneder.

‘Kultur-chok’ træning

Jeg kan huske, at jeg nogle gange – for sjov – om eftermiddagen bevidst gav mig selv en serie ‘kultur-chok’ ved hurtigt – mange gange i træk – at skifte frem og tilbage mellem et af børnehaveklasselokalerne og et af 1. klasse lokalerne, som lå lige ved siden af.

Det VAR et ‘kultur-chok’.

Også for mig som voksen.

Jeg glemmer det aldrig … og der er særligt ét spørgsmål, der lige siden har rumlet i mit hoved:

Hvorfor?

Hvorfor var det lige, at man troede, det skulle være sådan, når børn skiftede fra en børnehaveklasse til en 1. klasse?

Året var 1984.

Og det er jo faktisk et par timer siden.

Derfor er det jo selvfølgelig også for længst lavet om i dag, hvor vi er blevet meget klogere på den slags.

Eller hvad?

Høj faglighed må ALDRIG komme før elevernes trivsel

Når jeg vælger at fortælle den her historie, så er det fordi, jeg tror, at denne ‘1. klasse’ måde at tænke læring og undervisning på hænger SÅ fint sammen med det fokus din kollega (og andre) har på at prioritere faglighed over trivsel.

Og i nogle tilfælde ligefrem faglighed på BEKOSTNING af trivsel.

Vi er SÅ fokuserede på, at eleverne skal lære noget, at vi fuldstændigt glemmer, at læring er en aktiv proces, som sker hele tiden … og bedst når det mentale sikkerhedsnet (trivslen) er spændt ud under dem.

Læs hvad Keld Fredens siger

Keld Fredens, der er både hjerneforsker, læge, professor og foredragsholder har sagt det så fornemt:

“Læring begynder ikke med den genstand, tekst eller situation, der skal læres noget om, eller den færdighed eller tanke, der skal stimuleres.

Læring begynder med stemningen og den stemthed, der er i situationen.

Det er følelserne i situationen, hvor man lærer noget, der bestemmer, hvordan og hvor  godt man husker det, man har tilegnet sig.

Alt meningsfuldt vokser ud af relationer.”

_ _ _ _ _

 

Det var ordene i denne omgang … jeg håber, at mit svar har kunnet inspirere og hjælpe DIG, Berit. Og måske også nogle andre, der tumler med de samme udfordringer.

Mange hilsner
SØREN

 

PS. Har DU også et spørgsmål, du gerne vil have mit svar på ligesom Berit, så klik på ‘knappen’ lige nedenunder :-).